Her kan du læse mere om hvad der forårsager muk, hvad muk er og ikke mindst hvordan du kan forebygge og forhindre muk i at opstå hos din hest.
Hvad er muk?
Muk er en eksemlignende tilstand nederst på benene, som forårsages af bakterier, svampe, mider eller dermatophilus congolensis, som forplanter sig på huden. Hvis huden bliver fugtig, vil den med tiden blive porøs og sårbar. Sårbar hud vil let kunne beskadiges og derved kan bakterier og mider let forplante sig. Ofte forplanter mukken sig først i koderne, da huden der er ekstra tynd og udsat.
Hvad er symptomerne på muk?
- Ikke-blødende skader og små hævelser.
- Tydelig varme på benet.
- Større hævelser og serumudsvedning.
- Fugtig og tør hud.
- Ømhed og halthed.
- Skæl og skorpedannelse.
Hvorfor får heste muk?
Muk på heste opstår fordi der opstår en kronisk beskadigelse af overhuden fra og med piben og nedefter. De forsvarsbarrierer som huden normalt har er blevet gennembrugt ved sår, sprækker, kemisk påvirkning el.lign. Det betyder, at naturligt forekommende mikroorganismer får mulighed for at etablere sig på vævet - og dermed danne muk.
Hvornår kommer muk?
Muk er en typisk efterårs/vinter lidelse, som ofte fremprovokeres af våde og mudrede folde. I Danmark har vi en meget lang og våd sæson, som gør at hestes hud omkring ben og koder konstant er fugtige. Dette skaber en porøs og følsom hud, som er ekstra modtagelig overfor bakterieangreb. Hvis hesten først har haft muk én gang, vil der være en overvejende sandsynlighed for at det vil vende tilbage årligt.
Hvordan kan du forhindre din hest i at få muk?
- Daglig gennemgang af hesten i koderegione.
- Vask hestens ben efter endt ridning, så mudder og snavs fjernes.
- Tør benene efter vask, da våde ben fremmer muk.
- Flyt hesten fra folde, hvor muk er hyppigt forekommende.
- Jævnlig rengøring af børster og strigler.
- Benyt forebyggende rens- og hudplejeprodukter som Hypoclean.
Kan man ride på en hest med muk?
Det kan komme så vidt, at hesten bliver halt på grund af mukken, fordi hesten har smerter i sårene, og det spænder i huden på grund af hævelsen. Så længe hesten ikke har ondt, eller der er tegn på halthed, har den kun godt af at få sin sædvanlige motion. Hvis hestens ben er hævet, kan hævelsen faktisk falde, hvis den rører sig. Hvis hesten har smerter og er blevet halt, så er det i den grad tid til at tilkalde en dyrlæge.
Hvad skal du undgå?
Muk har ikke noget at gøre med det, hesten anvendes til. Hesten kan f.eks. ikke få muk af at blive redet for meget. Men klokker (der sættes fast rundt om koden/hoven f.eks. for at forhindre balletråd) kan være skyld i muk, da der kan komme grus og sand ind under klokken, hvilket kan give små sår og hudafskrabninger i kodebøjningen. De små hudafskrabninger er indgang for bakterierne, som så kan inficere sårene, og det kan let give anledning til muk.